Weihnachten in der DDR

Eine Erzählung von Weihnachten in der DDR, wo ich aufgewachsen bin.

Weihnachten im Kommunismus

Die DDR war eine kommunistische Diktatur und deshalb waren religiöse Bräuche und Sitten nicht erwünscht. Es gab zwar Kirchen und Gläubige, aber der Staat versuchte, christliche Symbole vom Weihnachtsfest fernzuhalten. Also möglichst keine Engel, Kirchen oder Krippenspiele. Bis 1973 war es sogar verboten, auf Adventskalendern christliche Motive darzustellen. Stattdessen bildete man gesunde, junge Menschen im FDJ-Hemd ab oder wenn doch was weihnachtliches, dann Weihnachtsmärkte oder Schneelandschaften. In meiner Familie war niemand gläubig und deshalb muss ich ziemlich alt gewesen sein, bevor ich begriff, dass das Weihnachtsfest eigentlich eine Feier der Geburt von Jesus ist. Für mich drehte es sich hauptsächlich um Geschenke, gemütliches Beisammensein, Weihnachtsschmuck, Weihnachtslieder, Tanz um den Weihnachtsbaum, leckeres Essen und ganz viel Süßigkeiten! Bei unserem Tanz um den Weihnachtsbaum sangen wir sowohl deutsche als auch dänische Lieder. Dort kommt oft das Jesuskind vor, aber da habe ich nicht weiter drüber nachgedacht.

Nikolaustag

Ab ersten Advent begann bei uns die Weihnachtsstimmung. Unser Advent wurde mit Adventskranz und Weihnachtsgebäck gefeiert. Es war richtig schön, aber wir Kinder freuten uns immer am allermeisten auf den 6.Dezember. An diesem Tag feiern die Deutschen, wie alle anderen Mittel- und Osteuropäer, Sankt Nikolaustag. Man feiert den Todestag des heiligen Nikolaus von Myra, einem strengen, aber gerechten Bischof aus dem 4. Jahrhundert. In den meisten Ländern ist der Nikolaustag kein gesetzlicher Feiertag, sondern hauptsächlich ein Geschenkfest für die Kinder. So auch in der DDR, wo man die christlichen Dimensionen ganz ignorierte. Für mich war der Nikolaus wie eine Art kleiner Bruder des Weihnachtsmanns und ich war glücklich darüber, dass es neben dem 24. noch diesen extra Tag mit Bescherung gab.

Am Nikolaustag geschah folgendes: Abends am 5.Dezember mussten alle Kinder ihre Schuhe und Stiefel putzen und schön ordentlich vor die Haustür stellen. Innerhalb der Nacht würde dann der Nikolaus vorbeikommen und sie mit Geschenken und Süßigkeiten füllen. Das Aufwachen am 6.Dezember war fast so spannend wie am 24! Mit heftigem Kitzeln im Bauch rannten wir auf die Treppe um zu sehen, was in unseren Schuhen vorzufinden war. Nach dem Frühstück ging es in die Schule oder den Kindergarten, wo wir unseren Freunden zeigten, was der Nikolaus uns alles geschenkt hatte.

Weihnachten in einer Mangelwirtschaft

Wichtig am Weihnachtsfest ist das leckere Essen. Bei uns in der DDR gab es viele leckere Weihnachtsgerichte, aber es war schwierig, die richtigen Zutaten zu besorgen. Die DDR war eine Mangelgesellschaft und es fehlte an den meisten Lebensmitteln. Man konnte also nicht in den lokalen Supermarkt – oder Kaufhalle, wie es hiess – gehen und Rosinen, Mandeln, Nüsse oder Apfelsinen kaufen. Ein leckeres Menü herzustellen forderte Kreativität. Ein Beispiel: Zitrusfrüchte gab es nicht und deshalb verwendete man anstatt Zitronen ein Konzentrat. Da dies meistens auch nicht zu haben war, eksperimentierte man mit Zitronenkonzentrat-Ersatz, hergestellt aus kandierten grünen Tomaten. So bekam man seinen Zitronengeschmack.

Unter diesen Umständen mußten die DDR-Bürger sich schon ab Anfang Herbst Mühe geben, die Zutaten für ihre Weihnachtsgerichte zu besorgen. Hörte man z.B. zufällig von einer Kaufhalle am anderen Ende der Stadt, die plötzlich etwas da hatte, was einem fehlte, dann fuhr man gleich los! Man nahm sich frühzeitig von der Arbeit frei oder fuhr in der Mittagspause. Die Glücklichen, die Westverwandte hatten, bekamen die ersehnten Waren mit der Post aus dem Westen. Als dritte Möglichkeit half man sich durch den umfassenden DDR-Tauschhandel. Man tauschte untereinander Waren und Hilfeleistungen, um so die Lücken der Mangelwirtschaft zu stopfen. Hätte ich jetzt z.B. einen Bruder gehabt, der Handwerker war, hätte er meinem Nachbar bei einer Reparation helfen können (Handwerker waren in der DDR auch eine Mangelware). Als Dankeschön hätte ich dann vom Nachbarn Zitronen bekommen, die er wiederum von seiner Westvervandschaft hatte.

So strengte man sich an, alle ersehnten Lebensmittel für das Weihnachtsfest zu besorgen. Viele legten am meisten Wert auf den legendären Weihnachtstollen. Egal ob es klappte oder nicht, irgendwie wurde immer Weihnachten.

Land der Gegensätze

Lieber guter Weihnachtsmann
Schau mich nicht so böse an
Stecke Deine Rute ein
Will auch immer artig sein

Diesen Spruch mussten alle DDR-Kinder mehrere Male im Laufe des Dezembers aufsagen. Man sagte ihn den Eltern und Großeltern, den Lehrern in der Schule und den Erzieherinnen im Kindergarten vor. Und dem Weihnachtsmann natürlich, falls man ihm begegnete. Die Kindererziehung in der DDR war ziemlich autoritär und beruhte vor allem viel auf Furcht und Drohungen. In diesem Zusammenhang diente auch der Weihnachtsmann als Mittel den Kindern gutes Benehmen beizubringen. Man stellte ihn dar als eine strenge und strafende Figur, die immer aufpasste, ob die Kinder sich ordentlich verhielten. Dies soll übrigens in ganz Deutschland üblich sein, habe ich gelesen, und nicht nur in der DDR. Bei uns war es jedenfalls ganz normal, daß Erwachsene das ganze Jahr lang den Weihnachtsmann als Drohung benutzten: “Wenn Du nicht sofort ordentlich und diszipliniert auf deinem Stuhl sitzt, Friedrich, dann bringt der Weihnachtsmann dieses Jahr eine Rute statt Geschenken.”

Manchmal war die Kindheit in der DDR ziemlich hart. Dagegen ist diese DDR-Aufnahme von ‘Leise rieselt der Schnee’ eine der zartesten und schönsten Aufnahmen von Weihnachtsliedern, die ich je gehört habe. Auf einer Platte der DDR-Firma Eterna, gesungen von einem kleinen Jungen vom Rundfunk Kinderchor Berlin. Ich wünsche euch fröhliche Weihnachten!

Jul i DDR

Dette er en fortælling om julen i det tidligere DDR, hvor jeg boede som barn.

Jul under kommunismen

DDR var et kommunistisk diktatur, der som udgangspunkt bandlyste religion og religiøse skikke. Der fandtes kirker og udøvende kristne, men det var ikke velset at være troende. Julens tilknytning til kristendommen blev derfor kraftigt underspillet, og staten ønskede at minimere brugen af kristne symboler som engle, krybbespil og kirker. Indtil 1973 var det endda forbudt ved lov at afbilde kristne motiver på billed-julekalendre til børn. I stedet skulle disse smykkes med billeder af friske, unge mennesker i partiuniform, eller alternativt, billeder af julemarkeder og snelandskaber. I min familie var der ikke rigtigt nogen, der var religiøse, og jeg må have været ret gammel, før det overhovedet gik op for mig, at vores europæiske jul er en fejring af Jesu fødsel.  For mig handlede det om gaver, hygge, julepynt, julesange, dans om juletræet, lækker mad og masser af slik og chokolade. Hvert år gik vi om juletræet og sang både danske og tyske julesange. Der er masser af Jesus i de sange, men det tænkte jeg ikke rigtigt over.

Skt Nikolausdag

Julestemningen begyndte første søndag i advent,  som vi fejrede med adventskrans og julekager, slik og konfekt. Det var rigtig hyggeligt, men vi børn glædede os allermest til den 6.december. På denne dag fejrer tyskerne, ligesom resten af Central- og Østeuropa, Skt Nikolausdag. Man fejrer her den hellige Nikolaus von Myra, en streng, men retfærdig biskop fra 300-tallet, som døde den 6.december. I de fleste lande er Nikolausdag ikke en decideret helligdag, men mere en slags gavehøjtidelighed for børn og barnlige sjæle. I DDR fokuserede man selvsagt ikke på de kristne aspekter ved Nikolausdag, men udelukkende på gavegivningen. Nikolaus var en slags julemandsfigur, og vi børn glædede os bare over, at der var en ekstra dag med gaver.

Traditionen forløb således: om aftenen den 5.december skulle alle børn pudse deres sko og støvler og stille dem pænt på række foran hoveddøren. Så ville Nikolaus komme på besøg i løbet af natten og fylde dem med slik og gaver. Når vi vågnede om morgenen var det næsten lige så spændende som juleaften! Med kriller i maven løb vi ud på trappen, hvor vi fandt vores sko og støvler bugnende til randen. Nøj, det var skægt. Efter morgenmaden tog vi vores gaver med hen i børnehaven og skolen for at vise dem til vores venner.

Jul i et mangelsamfund

Når man holder jul, skal man have lækker mad! Vi havde masser af lækre juleretter i DDR, men det var meget problematisk at skaffe råvarer. I DDR var der mangel på de fleste fødevarer, og man kunne ikke bare gå ned i det lokale supermarked og købe rosiner, mandler, nødder eller appelsiner. Madlavning krævede derfor en vis kreativ sans. Et eksempel: Citrusfrugter fandtes ikke, så i stedet for citron måtte man bruge citronkoncentrat. Da dette som regel heller ikke var tilgængeligt, eksperimenterede man med at lave citronkoncentrat-erstatning, for eksempel ved at benytte kandiserede grønne tomater.

Med det for øje er det klart, at folk allerede i starten af efteråret begyndte deres jagt på de varer, de skulle bruge til julemaden. Hvis man tilfældigvis hørte om et supermarked i den anden ende af byen, der havde noget af det man manglede, så var det bare afsted med det samme! Man tog tidligt fri fra arbejde eller tog afsted i en frokostpause. Hvis man var heldig og havde familie i et vestligt land som Vesttyskland eller Danmark, kunne man få dem til at sende eftertragtede varer med posten. En tredje mulighed var at gøre brug af den udprægede byttekultur, der herskede i landet. Man byttede med det man havde, den ene tjeneste for den anden. Hvis min fætter for eksempel var håndværker, kunne han komme og hjælpe min nabo med nødvendige reparationer i hjemmet. Til gengæld kunne jeg få nogle af naboens citrusfrugter, som denne havde fået tilsendt fra familie i Vesten.

Således arbejdede man hårdt hele efteråret for at få varerne i hus. For mange familier var det særlig vigtigt at få fat i ingredienserne til den traditionsrige Stollen (en julekage). Men uanset hvad blev det altid jul.

Kontrasternes land

Lieber guter Weihnachtsmann
schau mich nicht so böse an
stecke Deine Rute ein
will auch immer artig sein

Kære søde julemand
lad være at kigge så vredt på mig
pak dit ris væk igen
jeg skal nok være artig

Dette er et vers, som jeg og alle andre østtyske børn skulle fremsige mange gange i løbet af december måned. Vi fremsagde det for forældre og bedsteforældre, for lærerne i skolen, pædagogerne i børnehaven, og for julemanden naturligvis, hvis vi mødte ham. Den østtyske børneopdragelse var generelt hård og autoritær og baseret på frygt. Julemandsfiguren blev brugt som led i opdragelsen, i det han blev italesat som en streng og straffende autoritet, der holdt øje med, om man opførte sig ordentligt. Dette er skik og brug i hele Tyskland, har jeg læst mig til, ikke bare i DDR. Hos os var det helt almindeligt, at voksne hele året rundt benyttede julemanden som et middel til at få børn til at makke ret: “Hvis du ikke holder op med at larme i timen, Friedrich, kommer julemanden i år med tæsk i stedet for gaver.” I december blev det intensiveret. Nu var juleaften tæt på, og lærere og pædagoger kunne derfor køre ekstra meget på børnenes frygt.

Det kunne være ganske barskt at være barn i DDR. Til gengæld er nedenstående julesang noget af det blideste og smukkeste, jeg nogensinde har hørt. Sunget af en lille dreng fra Rundfunk-Kinderchor Berlin, på en plade af DDR-pladeselskabet Eterna. Jeg ønsker jer Fröhliche Weinachten!

 

 

 

 

 

 

 

 

Danskhed i en multikulti-tid

Jeg har tænkt meget over begrebet ‘danskhed’: danske værdier, danske traditioner, dansk nationalstat, dansk folkeparti. Forleden så jeg en debatudsendelse i fjernsynet, hvor de indbudte debattører udtrykte deres forskellige holdninger til et multietnisk og multikulturelt Danmark. Én af dem var historiker, og hans personlige frygt var, at danske traditioner og værdier ville blive fortrængt af alt det fremmede. Det gjorde ham trist og utilpas, for han ønskede at give de traditioner, som han elskede og var vokset op med, videre til sine børn og børnebørn.

Der var ikke noget usympatisk eller uforståeligt over mandens synspunkt! Jeg må bare konstatere, at jeg har det på en anden måde.

Jeg føler mig ikke knyttet til traditioner, bare fordi de er der, og ’sådan har vi altid gjort’. Jeg vil gerne holde liv i de traditioner, der giver mening for mig, min familie og mine venner – men de traditioner, der ikke siger mig noget, må gerne ryge ud. Jeg har ikke noget imod at tage nye traditioner ind hvis de er sjovere, eller måske bare passer bedre ind end de gamle. Jeg synes, det er spændende med et multikulturelt og multietnisk samfund. Så længe, der ikke er nogen der vil påtvinge mig noget, jeg ikke har lyst til, ser jeg det som en berigelse.

Tænk at have en syrisk familie til nabo, som ikke holder jul, men til gengæld kan fortælle mig om Ramadan og andre højtider. Så kan jeg fortælle om, hvordan vi holder jul. Vi kan måske invitere hinanden til middag, hvor vi smager hinandens mad og lytter til hinandens musik. Med tiden kan det være, der siver noget syrisk kultur ind i mine danske traditioner og vice versa. Dette er en positiv fremtidsvision, og jeg ved godt, at der er masser af andre (også dybt problematiske) aspekter af et multietnisk samfund.

Noget helt andet er, at jeg har ikke KRAV på mit fredelige liv i Vesten. Jeg er HELDIG, at jeg er dansk statsborger og lever i et land, hvor der er fred, men jeg kunne lige så godt have været født i Syrien, Irak eller Somalia. I morgen kan det være, verdenssituationen ændrer sig, og der udbryder krig, terror eller naturkatastrofer i mit land, og så er det pludselig mig, der er på røven. Desuden er nationalstaten ikke andet end en konstruktion, som er få hundrede år gammel. Hvem siger, at vi bliver ved med at have afgrænsede territorier og landegrænser, som vi har det i dag? Det gælder derfor om at være solidariske med hinanden som mennesker, uanset landegrænser.

Der er mange kræfter i spil i verdenshistorien, som vi ikke er herre over. Af den grund giver det ikke rigtigt mening at håbe på, at alt forbliver det samme over tid. Det gør det alligevel aldrig. Jeg synes, vi alle skal værne om de traditioner og værdier, der er vigtige og betydningsfulde for os, og skabe et meningsfuldt liv for os selv og vores næste. Hvis vores værdier og traditioner er vigtige og velfungerende, og vi bliver ved med at efterleve dem, er der en god sandsynlighed for, at de bliver ved med at bestå. Hvis ikke, så var det måske på tide med lidt forandring.

Freeze motion of colored dust explosion isolated on black backgr

 

Mit første indlæg

… skal handle om det frygtelige terrorangreb i Paris i aftes. Jeg sad og fulgte med i Nyhederne og følte mig skræmt og fascineret på samme tid. Skræmt, ja selvfølgelig, men fascineret? Jeg ved ikke… Tror det er følelsen af sammenhold, der fascinerer mig. Det er som den størst tænkelige følelse af sammenhold: mennesker i hele verden samles foran fjernsyn og computer og på gader og stræder for at følge og fordømme en begivenhed. Jeg sad og tænkte på, hvordan det mon ville være, hvis alle de internationale medier fulgte en glædelig begivenhed? Hvis vi alle sad klinet til skærmen i timevis, jublende af glæde og stolthed over et mirakel, der var sket, eller noget andet fantastisk? Det er helt mærkeligt og utænkeligt at forestille sig.

Men allermest er jeg forfærdet over de personer, der er så afstumpede, at de plaffer fremmede mennesker ned på åben gade. Når man gør sådan noget, er man ikke længere menneskelig, og det er dét, der skræmmer mig. Menneskelig ondskab er det, der gør allermest ondt her i livet, og derfor skal den modsvares af et stort, fedt

A-hand-drawn-heart